MAKE THE MOST OF IT

Rigtig glædelig bag-jul. Jeg har besluttet at genudgive lidt fra den gamle blog, her på den nye. Det bliver en slags serie af de indlæg som var mest besøgt og kommenteret.
Selvom du måske allerede har læst dem håber jeg at en genudgivelse er på sin plads.
– Lad mig endelig vide hvad du synes.

– D. 6. FEBRUAR 2014 –

Det er ikke fordi jeg betragter mig selv som specialist, men jeg møder flere og flere som gerne vil vide hvordan jeg har minimeret min garderobe. Ønskescenariet er en guide som kan ændre tankemønstre og vaner på rekordtid, men det er altså helt umuligt. Det er fuldt sammenlignligt med en slankekur. Går du for hurtigt frem,  falder du i, og ender med at veje endnu mere end da du startede. Der findes ingen hurtige løsninger, intet quickfix. I stedet vil jeg påstå at det “bare” handler om at komme igang.

Indlægget her er et springbræt til dem som gerne vil; Vil minimere mængden af fejlkøb, finde sin stil, og opnå en mere sammenhængende hverdagsgarderobe. Det kræver hårdt slidt, standhaftighed og selverkendelse. Det er ikke specielt sjovt i starten, men det bliver sjovere.

For mit eget vedkommende var det naturligt a starte med en sortering af garderoben. Har du det ikke på samme måde, kan det være du skal starte et andet sted, og se bort fra bunkerne du ikke orker at komme i gennem.

Når du har lavet øvelserne her, vil du stadig have en stor garderobe, men du vil forhåbentlig have nemmere ved at se mulighederne i det tøj du har. Du vil have nemmere ved at vurdere om et stykke tøj virkelig er “dig”, og du vil være på vej.

Øvelserne kan laves efter hinanden eller over flere dage. Det kan tage lang tid, eller kort tid, vigtigst er at du gør hvad du selv føler rigtigt. Du skal skrive stikord til alle øvelserne. Personligt synes jeg det er nemmest at gøre det i hånden, men du skal tilpasse øvelsen til dig. Skriv alle dine umiddelbare tanker til de spørgsmål jeg har stillet, og prøv at lade være med at tænke for meget. Ud fra hvert spørgsmål har jeg skrevet nogle ideer, hvis du føler dig helt blank. Måske kan du bruge dem, måske kan du ikke. Øvelsen er din, og du kan skrive hvad end du har lyst til, så længe du selv kan forstå det.

Det skal du bruge:

  1. Din garderobe og et helkropsspejl.
  2. Noget at skrive på, og med.
  3. En god portion motivation og selverkendelse.
  4. Ro omkring dig. Helst skal du være alene, så du kun skal tage højde for din egen mening.
style 2

Øvelse I:

Mål: At få overblik over hvad der klæder dig, og hvad du virkelig kan lide.

Find dit bedste sæt hverdagstøj frem. Det skal passe til dit liv, og du skal føle dig godt tilpas. Du må kun vælge ét sæt, og det skal være det som altid fungere, og som du hiver på når du vil være den bedste udgave af dig selv. Tag sættet på og stil dig foran spejlet.

  1. Hvad ser du? Hvilke dele består sættet af? hvad er tøjet lavet af?
  2. Hvad gør det for din krop? Hvad bliver fremhævet? hvad bliver skjult
  3. Hvordan får det dig til at føle? Feminin, professionel, moderne, voksen, ung…
  4. Hvad gør forskellen? Er det snittet, udskæringerne, materialerne, farverne eller noget andet?
 

 

Øvelse II:

Mål: At få indblik i hvordan du sætter dine outfits sammen, og hvordan du kan bruge det du allerede har.

Lav fem sæt du føler dig godt tilpas i. (tøj må ikke gå igen, accessories må gerne). Du behøver ikke lave alle fem sæt på én gang, du kan også lave dem over fem dage, og have tøjet på i løbet af dagen, så du ved hvordan sættene virkelig får dig til at føle.

  1. Hvad har dine sæt til fælles? Er der farver, snit, materialer eller andet, som går igen. – Prøv at finde den røde tråd.
  2. Hvad får de forskellige sæt dig til at føle? Noget forskelligt for hvert sæt, eller det samme, og føler du det samme som du gør i dit yndlingssæt?
  3. Hvad har de fem sæt til fælles med dit yndlingssæt? Er det samme type tøj, fx. skjorte+bukser. Tænkt materialer, snit og farver.
  4. Hvad vil du gerne ændre? Hvad vil gøre de fem sæt endnu bedre? Tænk også på de små ting, længder, udskæringer, nuancer. Tænk over hvordan tøjet kan komme til at passe endnu bedre til dig, og dit liv.

 

Øvelse III:

Mål: At finde ud af om din garderobe passer sammen, og hvad du mangler.

Lav så mange nye sæt  du kan, ud fra tøjet i øvelse I og II.

  1. Kan dit tøj sættes sammen på nye måder, og hvad gør det for dit udtryk? Passer størstedelen sammen, eller er der mange ting som ikke kan kombineres? Hvorfor passer det ikke sammen?
  2. Hvad skulle ændres hvis du skulle lave flere sæt? Farver som passer bedre sammen, anderledes snit, andre materialer, noget som binder tøjet sammen, et bælte, et tørklæde, en blazer?
  3. Hvad kan du implementere fra resten af din garderobe? Du må ikke gå på kompromis med pasform eller udtryk. Du skal ikke gennemgå resten af din garderobe, men måske du allerede har noget i tankerne som ville passe perfekt ind.
  4. Hvad vil gøre en forskel for de seks sæt? Hvad ville være en god investering? Hvad vil passe til flest sæt, eller flest ting? Hvad skal der til for at gøre alle sættene til favoritter?
 

 

Afslutning

– Hvad har du lært? Se på alle dine stilkord. Er der en råd tråd, ord som går igen? Hvordan vil du beskrive din stil? Hvad vil binde den garderobe bedre sammen? Har du langt igen? Hvad vil gøre en forskel for din garderobe lige nu?

Måske kan du skrive lidt af det ned på en lap og gemme det i din kalender, pung eller taske. Næste gang du skal på shopping kan du finde listen frem, og minde dig selv om den retning du gerne vil i. Du kan også bruge det når du tager tøj på om morgen.

Hvad siger I, er det en metode som vil være nemmere at gå til? I må endelig skrive hvad I får ud af øvelserne hvis I kaster jer ud i dem, og del endelig jeres erfaringer!

style 3

Sidst vil jeg endnu en gang minde om at jeg bare er en glad amatør. Jeg håber I vil få noget ud af et indlæg som det her, men der er altså ingen garantier.

2 thoughts on “MAKE THE MOST OF IT

  • Glædelig bagjul og snart godt, spændende og festligt nytår :-)

    Sikke en skøn målsætning omkring at få ryddet ud i tøj, sko mv.
    Den vil jeg bruge i det nye år, da jeg er lidt af en samler.

    Tak for kigget, du er velkommen forbi min blog :-)
    Maria

    • Nu er det ikke så meget tøj og sko jeg skal rydde ud i, det har jeg brugt de sidste fire år på. Det er sådan cirka alt hvad vi ejer som skal tjekkes igennem, for der findes ikke noget bedre end at have plads til at bruge det som virkelig betyder noget.

      Jeg håber du vil få gavn af denne lille mini-guide, og selv få ryddet lidt ud.

      Og selv tak, rigtig godt nytår til dig og dine kære.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *